OM BETTINA
Photo: Kirstine Autzen
Bettina Schori er en glasformgiver med passion for upcycling.
Upcycling, også kaldet kreativ genanvendelse, er en proces hvor affaldsmaterialer og kasserede produkter omdannes til nye og bedre kvalitetsprodukter.
Drevet af et ønske om at bruge så få ressourcer som muligt eksperimenterer Bettina med genanvendelse. Hun udfordrer materialerne og deres udtryk, når de bearbejdes og omformes på værkstedet i København. Når kasserede produkter og loppefund sammensættes og kombineres på overraskende nye måder forvandles de og får nyt liv i nye sammenhænge.
Interessen for upcycling startede med Bettinas udforskning af at genbruge flaskeglas. Det er et oplagt materiale. Flasker findes overalt; i mange størrelser, former og farver. På værkstedet bearbejdes og omformes de brugte flasker, når de oversaves, gennembores, opvarmes, slibes og sandblæses. Flaskedelene kombineres med andre materialer.
Materialerne kan være alt fra stoleben, gummipakninger, blikdåser, sølvpokaler, tupperware, ventilationspropeller, metalfjedre, porcelænsfigurer, syltetøjsglas, æggebægre og meget mere...
I dag arbejder Bettina især med unikke lamper. Derudover skaber hun skulpturelle objekter og udsmykning.